Den 19. marts blev det halvårlige Tripartite Social Summit afholdt i Bruxelles, hvor repræsentanter fra fagbevægelsen, arbejdsgiverorganisationer og EU-institutionerne diskuterede centrale udfordringer og løsninger for Europas arbejdsmarked og konkurrenceevne. Et gennemgående tema var behovet for investering i uddannelse og opkvalificering for at sikre en kvalificeret arbejdsstyrke til at styrke den europæiske konkurrenceevne
21. marts 2025
Initialer: NFB
Uddannelse som fundamentet for konkurrenceevne
En central diskussion handlede om Europas konkurrenceevne og hvordan den kan styrkes uden at underminere sociale rettigheder. Her blev pointer fra Draghi-rapporten fremhævet af flere talere, men som Nayla Glais, præsident for Eurocadres, pointerede i sin tale, så bliver rapporten brugt til at fremhæve vidt forskellige agendaer, hvilket fik hende til at stille spørgsmålet: Er det samme rapport vi har læst?
FH’s næstformand, Nanna Højlund, understregede, at EU ikke bør konkurrere med resten af verden ved at sænke lønninger eller sociale beskyttelsesniveauer. I stedet er der behov for målrettede investeringer i livslang læring, der sikrer, at alle kan bidrage til en stærk europæisk konkurrenceevne.
Dette synspunkt blev bakket op af Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, der fremhævede initiativet Union of Skills som en central brik i arbejdet med at sikre kvalificeret arbejdskraft. DLI har indsendt høringssvar vedrørende Union of Skills, her understreges blandt andet at uddannelse ikke ”blot” er afgørende for EU’s konkurrenceevne, men også for at beskytte europæiske værdier og demokratiet. DLI pointerer også at Kommissionens tilgang til at løfte digitale færdigheder er dybt bekymrende. Arbejdet med at løfte digitale færdigheder skal ledes af fagprofessionelle, ikke af kommercielle EdTech-virksomheder, som Kommissionen ellers lægger op til.
Den danske model som rammen for konkurrenceevne
Mangel på kvalificeret arbejdskraft blev også løftet af præsidenten for BusinessEurope, Fredrik Persson. Han pegede på, at EU-landene skal forpligte sig til at implementere løsninger, der tager højde for nationale forskelle. Ifølge Persson kan dette bedst opnås i et tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter.
Højlund fremhævede den danske model som et eksempel på, hvordan virksomheder og arbejdstagere i fællesskab kan udvikle uddannelsesprogrammer, der sikrer, at arbejdsmarkedets behov bliver mødt uden at gå på kompromis med sociale rettigheder. Højlund kommenterede også på det store fokus på regelforenkling. FH er enige i, at unødvendige administrative byrder skal reduceres, men det må ikke ske på bekostning af arbejdstagernes rettigheder eller sikkerhed.
Konkurrenceevne bygget i samarbejde med arbejdsmarkedets parter og en uddannet befolkning
Tripartite Social Summit viste en bred enighed om nødvendigheden af at styrke Europas arbejdsmarked gennem en kombination af investeringer i kompetencer, stærkere sociale rettigheder og målrettet opkvalificering. Samtidig blev det understreget, at målene kun kan realiseres gennem et tæt samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter og EU-institutionerne.
I den ånd takkede Højlund i sin tale både Dansk Arbejdsgiverforening og beskæftigelsesministeren for det konstruktive samarbejde.